mandag den 10. marts 2008

Ligner din hjemmeside Google - eller Yahoo?

Ja, det er måske noget pjat. Men tænk lige lidt over det alligevel.

Ligner dit biblioteks hjemmeside Google? Rolig og gennemskuelig. Masser af plads og ingen tvivl om hvad der er det centrale - men samtidig med en lille, elegant menu i toppen, der kan føre interesserede videre til andre dele af Google-komplekset.

Eller ligner den Yahoo!? Proppet med indhold og reklamer for deres services i en grad, så det vigtigste drukner i alle de forskellige blokke der kæmper om din opmærksomhed?

Det er selvfølgelig to ekstremer - men det er en vigtig tanke. Også når det kommer til hvilket image man gerne vil fremstille. Google fremmer et image af fokus og troværdighed (ingen reklamer - heller ikke for deres egne services!), mens Yahoo! har et image af at 'alt er lige vigtigt' (det er længe siden Yahoo! var den primære søgemaskine i verden), og af at de er meget usikre på hvad der er deres centrale service.

mandag den 3. marts 2008

RSS…? Feeds…? - Hvad snakker du om?

Lad det være sagt med det samme: for et år siden forstod jeg heller ikke et suk, når alle andre talte om RSS feeds og RSS readers.

I dag er det min livline til nyheder, diverse hjemmesider, blogs o.s.v. Og det rigtig smarte er at jeg ikke behøver gå ind på 14 forskellige hjemmesider for at se hvad der er sket af nyt. Det bliver alt sammen samlet på ét sted, hvor det er nemt at få et overblik.

Jeg bruger selv Google reader sammen med iGoogle (som jeg vil skrive lidt om på et senere tidspunkt), så det er Google reader jeg vil bruge som eksempel. Der findes rigtig mange andre feed-readers derude – nogle på hjemmesider, nogle der skal downloades til din egen computer – men princippet er det samme.

At tilføje et feed til din reader er meget enkelt. Kig dig omkring på den hjemmeside du kunne tænke dig at abonnere på. Hvis du spotter billedet til ovenfor – så klikker du på det. (NB! det er som regel ikke særlig stort) Så kommer du ind på en meget mærkeligt udseende hjemmeside – men det kan du være ligeglad med. Det du skal bruge, er adressen i adresse-feltet. Den kopierer du (marker, tryk Ctrl+C).

Så går du ind i din reader – og trykker tilføj. Og sætter så den adresse ind du lige har kopieret (sæt markøren det rigtige sted, tryk Ctrl+V).

Nogle gange er det endnu nemmere. Med Google reader virker det også ganske ofte bare at snuppe forsidens adresse, uden at bekymre sig om hvor feedet kommer fra.

Desværre er det ikke alle der har opdaget hvor smart det er endnu. Jeg har lige tjekket HK’s hjemmeside, hvor de åbenbart endnu ikke har fulgt med tiden; men især nyhedsmedierne og blogs er fulgt med, ligesom mange web-butikker tilbyder feeds.

Personligt bruger jeg min Google reader til at holde styr på mange forskellige biblioteks-relevante blogs, plus diverse hjemmesider – blandt andet en dansk hjemmeside med nyheder om den nye Wii-konsol.

For de nysgerrige kan du læse mere på den danske Wikipedia: http://da.wikipedia.org/wiki/RSS

Her: http://23ting-praktiskeoplysninger.blogspot.com/2007/04/4-ekstra-f-adgang-til-google-reader.html kan du læse om hvordan man sætter en Google reader-konto op.

Og her: http://mediehack.elmose.com/wp-content/uploads/Guide_i_RSS.pdf er en meget grunding pdf-gennemgang af Google reader og hvordan du ændrer opsætning, abonnerer på feeds og meget mere. Den kan let printes ud, hvis du hellere vil læse på papir.